mening, håb, styrker, relationer og det gode liv. Det betyder ikke, at positiv psykologi ignorerer det svære – tværtimod anerkendes udfordringer, smerte og kriser som en del af livet. Men tilgangen fokuserer på, hvordan vi kan finde ressourcer og handlemuligheder i og på trods af det svære.

Positiv psykologi hviler på et solidt forskningsfundament og anvender videnskabelige metoder til at undersøge, hvad der faktisk virker – f.eks. i forhold til styrkebaseret læring, selvomsorg, motivation, taknemmelighed, håb og optimisme. Formålet er at skabe mere bæredygtige måder at leve, arbejde og være menneske på.

Selvom tilgangen oprindeligt blev udviklet til at fremme trivsel og velvære, har man i forskningen set, at mange af metoderne også har positiv effekt i forhold til at mindske stress, angst og depression. I mit arbejde bruger jeg den positive psykologi som et kompas: ikke som en opskrift, men som en måde at stille spørgsmål, skabe refleksion og åbne for nye handlemuligheder – hos både børn, unge, voksne og professionelle.

forældre, lærere og pædagoger. Grundtanken er, at stress smitter.

Når vi er sammen med et menneske, der er højt belastet, stiger vores eget stressniveau - ofte ubevidst - og det kan gøre det vanskeligere at agere med ro, nærvær og faglighed. Derfor arbejder Atlass ud fra devisen: “Tag iltmasken på dig selv, før du hjælper andre.” Med andre ord: vi kan ikke effektivt støtte et menneske i stress, hvis vi ikke selv er i nogenlunde ro og balance.

Atlass er ikke en enkelt metode, men en overordnet ramme – en slags paraply – som rummer og integrerer anden praksis, f.eks. TEACCH, low arousal tilgang m.m. Atlass bygger på stressteori, udviklingspsykologi, viden om copingstrategier og forskning i sensoriske udfordringer. Der arbejdes både med forståelse for typisk og atypisk udvikling og med indsigter i, hvordan stress kan se ud hos mennesker med og uden diagnoser.

Fokus er på at fremme trivsel og reducere stress – både hos mennesker med neurodivergens, og hos deres pårørende og de fagpersoner, der arbejder tæt på dem. Mindfulness, "åndehuller" og bevidst tænkning / refleksion er vigtige redskaber i denne proces.

et mindset om at vi kan og bør tilpasse omgivelserne og kommunikationen, så de bliver tydeligere og mere overskuelige for de mennesker, der ellers kan have svært ved at tilegne sig dem. Når omgivelserne bliver lettere at afkode, frigøres kognitive ressourcer, og stressniveauet falder. Det skaber bedre betingelser for læring, trivsel og deltagelse i både hverdagsaktiviteter og sociale sammenhænge.

I TEACCH arbejdes der med visuel støtte på tre niveauer:

1. Hvor skal jeg være?
2. Hvad skal jeg lave?
3. Hvordan gør jeg det?

I praksis kombineres de to første spørgsmål ofte i et skema, som giver overblik over dagens aktiviteter, steder og opgaver. Det tredje trin handler om instruktioner eller opskrifter til, hvordan man udfører aktiviteterne og opgaverne i skemaet – altså hjælp til selve udførelsen.

Visuel støtte kan se ud på mange forskellige måder, afhængigt af den enkeltes behov og forudsætninger. Det kan være piktogrammer, konkreter, billeder, tegninger eller skreven tekst med f.eks. trin-for-trin-vejledninger. Det vigtigste er, at støtten er tilpasset og giver mening for den person, der skal bruge den.

Målet med TEACCH-inspireret specialpædagogik er ikke blot at skabe struktur, men at understøtte livsduelighed og trivsel. Når man får støtte til at orientere sig og handle selvstændigt, styrkes både selvtillid og deltagelsesmuligheder – hvilket på sigt også kan mindske afhængighed af andres hjælp.

Visuel støtte er ikke et quick fix, men en konkret og meget anvendelig tilgang, som kan tilpasses bredt – og som i mange tilfælde kan gøre en stor forskel for både børn, unge og voksne med behov for tydelighed og struktur i deres hverdag.

– altså hvordan vi gennem vores egen adfærd og tilgang kan mindske risikoen for, at de voldsomme situationer overhovedet opstår.

I stedet for at fokusere på, at barnet eller borgeren skal ændre sin adfærd, retter man i low arousal tilgang blikket mod sig selv: Hvad gør jeg, som kan være med til at lægge yderligere pres på en person, der allerede er presset? Og hvad kan jeg gøre anderledes for at mindske det pres? Når jeg forandrer min adfærd, i mødet med et barn, en ung eller en voksen der er højt presset, forandrer han eller hun også sin adfærd.

Low arousal tilgang bygger på forståelsen af, at høj arousal – altså høj grad af fysisk og følelsesmæssig aktivering – reducerer menneskets evne til at tænke klart, kommunikere hensigtsmæssigt og samarbejde. Derfor er det helt centralt at møde voldsomme reaktioner med ro, rummelighed og nedtrapning i stedet for konfrontation, forklaring eller forsøg på kontrol.

Low arousal tilgang og samarbejdsbaseret problemløsning understøtter hinanden og mindsettet ”børn/mennesker gør det bedste, de kan”, fra samarbejdsbaseret problemløsning matcher low arousal tilgangs menneskesyn hvor man arbejder ud fra, at det ikke giver mening at fokusere på skyld – i stedet handler det om at forstå og tilpasse, og det handler ikke om, hvem der har ret eller tog fejl, men om hvordan vi bedst skaber ro, tryghed og nye handlemuligheder.

Low arousal-tilgangen hjælper med at skabe en tryg og respektfuld ramme omkring mennesker i affekt – og giver fagfolk og pårørende konkrete greb til at mindske konflikter, reducere stress og styrke relationen, også i de svære stunder.

arbejdet med mennesker med autiseme og ADHD - og med mennesker i det hele taget.

I mit arbejde er mindfulness tæt forbundet med forståelsen af stress, nervesystem og relationer. Når vi bliver pressede, snævres vores opmærksomhed ofte ind, og vi reagerer mere automatisk. Her kan mindful opmærksomhed skabe en pause – et lille mellemrum – hvor vi får mulighed for at vælge vores respons frem for blot at reagere.

Jeg ser mindfulness som en træning i kontakt:
med kroppen, med tanker og følelser, og med det menneske, vi står overfor. Det er ikke et mål om at få ro eller “slukke tanker”, men en øvelse i at kunne være med det, der er – også når det er svært. Forskning peger samtidig på, at denne form for opmærksomhed kan have en positiv betydning for trivsel og håndtering af stress, angst og belastning.

I en specialpædagogisk og relationel kontekst bliver mindfulness særligt meningsfuld. Her handler det ikke kun om individet, men om samspillet mellem mennesker. Evnen til at være nærværende, reguleret og opmærksom i mødet med andre er ofte afgørende for at skabe tryghed, forståelse og udvikling.

Mindfulness er dermed ikke noget, man “gør ved siden af” – men noget, der integreres i måden, vi er sammen på. Både i professionelle relationer og i livet generelt.